Søndagsudflugt: le Marais.

I søndags var vi på tur til Paris, uden noget specielt formål andet end at hygge os og opleve byen.

Min svigerinde var med på tur og hun havde, utroligt nok, aldrig besøgt le Marais i Paris, på trods af at have boet i en forstad til Paris i mange år. Det skulle der naturligvis laves om på og jeg siger aldrig nej til en tur i le Marais, så vi tog afsted med tog og metro mod stationen Saint Paul.

 

Le Marais, hvilket i øvrigt betyder ”mosen” er en bydel der oprindeligt netop bestod af et moseområder. Mosen blev drænet og bygninger opført og tilføjet til Paris. Man mærker tydeligt historiens vingesus når man går igennem de smalle gader med de gamle 1700-tals bygninger. Der bor desuden mange jøder i bydelen og når man går igennem de små smalle gader, kan man spotte bygninger med en Davidsstjerne, jødiske bagere som sælger bagels, samt ortodokse jøder med kalot, skæg og krøller. Efter Charlie Hebdo-angrebet er der soldater foran alle jødiske institutioner i dag. Det giver lige et sug i maven at gå forbi en soldat med maskingevær og jeg kommer nok aldrig til at føle mig helt tryg ved det. I øvrigt føles det ret trist at tænke på, at byens jødiskeborgere er så udsatte og truede at det er nødvendigt at beskytte dem døgnet rundt med bevæbnede folk.

Forrige gang jeg var i le Marais spiste jeg med min kæreste på L’As du falafel på 34 Rue des Rosiers som laver noget af det lækreste mad – naturligvis med masser af falafel og hummus. Denne søndag var køen til restauranten enorm lang, så vi droppede hurtigt at spise der. I stedet prøvede vi en lille bagerbutik med traditionelt jødisk brød og kage.

Vi prøvede en Borek som er en lille butterdejstærte med grøntsagsfyld, fx spinat og rød peber.Det var slet ikke dumt og det var en fin lille frokost, som vi afsluttede med et stykke cheesecake fra samme butik. Jeg har egentlig altid troet at cheesecake var amerikansk, men har fornyligt læst lidt i en jødisk kogebog, hvor det blev forklaret at cheesecaken kom til New York med jøderne. Uanset hvad er det jødiske køkken i hvert fald lækkert 🙂

Denne søndag var åbenbart en særlig helligdag, vi stødte på en del mennesker der stod med borde med citroner og palmegrene. De forklarede os at de forberedte sig til den jødiske højtid Sukkot, Løvhyttefesten, der bl.a. symboliseres med fire elementer: palmegrenen, myrten, pilekvisten og citronen. Jeg kender ikke rigtig så meget til jødedommen, men fik da lyst til at lære mere om den, efter min dag i Marais-kvarteret.

Foruden den jødiske del af kvarteret, er der mange andre fine små butikker, små haver og en masse gallerier. Bydelen er lukket for biler om søndagen, så vi kunne gå uforstyrret på gaden og nyde solen og de (mange) mennesker der også var på søndagstur.

I det øvrige Paris var der ligeledes bilfrit hele søndagen d. 27 september, et initiativ som Paris sans voitures (Paris uden biler) står bag. Idéen er rigtig god og nødvendig, da Paris’ luftforurening er ganske slem og betegnes som den 3. værste i verden. Derudover var det ganske hyggeligt at kunne gå rundt midt på gaderne. Jeg følte mig næsten hjemme med alle de cykler jeg mødte.

 

Jeg er stadig fascineret af le Marais og kommer nok til at vende tilbage mange gange fremover. Foruden at være et smukt kvarter er der mange spændende muséer, bl.a. le Musée Carnevalet der fortæller om Paris’ historie, et Picasso-museum der skulle være seværdigt og så ligger det svenske institut på Rue de Payenne og indbyder til svensk idyl og café hygge, foruden fotoinstallationer og kunst. Victor Hugos hus befinder sig også i kvarteret, tæt på den smukke park Place des Vosges, hvilket absolut også er et besøg værd. Åh, jeg kunne blive ved. ❤

Mine sparsomme billeder viser slet ikke kvarterets stemning og udtryk, så jeg må nok tilbage en anden dag og prøve at fange det noget bedre. Pariseksperten Louise Sandager har ligeledes skrevet om Marais-kvarteret og har nogle billeder, der virkelig viser kvarterets ånd. Hendes forelskelse i Marais-kvarteret er helt tydelig.

Jeg ser frem til at udforske mere af Paris de følgende weekender 

à plus – Helene